Jan Henningsens hjem er ikke som de fleste andre. Det kan man allerede se, førend man træder inden for.
Mellem sunde grøntsagsbed i køkkenhaven finder man en hjemmebygget vejrstation. Et andet sted en luftkvalitetsmåler. Et tredje sted et apparat, der måler temperatur og næringsindhold i jorden.
Fra taget går ledninger, der forbinder solcellepaneler til et hjemmebygget elskab med batterier, som via andre ledninger supplerer hjemmets strømforsyning.
Med små lysdioder på et display dokumenterer en lille elmåler naturligvis spændingen.
Inde i huset skorter det heller ikke på måleinstrumenter. Nyeste skud på stammen er et termisk kamera, gennem hvilken Jan Henningsen netop har anskuet hjemmets kuldebroer.
Kameraet ligger på skrivebordet i en afdeling af husets øvre etage, hvor det digitale og analoge eksisterer i symbiose. Sofistikerede, hjemmeprogrammerede målestationer og aflæseenheder kæmper om pladsen på hylderne med ringbind og logbøger. Data, der ikke kan nedfældes i notesbøger, opmagasinerer han på USB-stik påklistret håndskrevne labels, så stikkets indhold kan bogføres.
Hustruen er ikke udpræget tilhænger af Jans mange dimser. Men hun lever med det, for i det mindste er kælderens indhold ikke flyttet oven på endnu.
Hernede finder vi flere af den 74-årige pensionerede udviklingsingeniørs måleinstrumenter, der står side om side med dykkerudstyr og GoPro-kameraer og bøjer og kontrolpaneler og ledninger og skuffedarier og dimser, og på en hylde står en række plastikflasker og sylteglas med grumset vand og ubestemmeligt bundfald.
Havmiljøet er under afvikling. Jeg bliver sgu så ked af det, når jeg tænker over det
- Den her skal du se. Vi tog prøven her i sidste måned på 16 meter ude i det område af Køge Bugt, som vi kalder for akvariet, siger Jan Henningsen og rækker ud efter en flaske, der tidligere har aftjent værnepligt som Denice-kildevand, og aflæser den håndskrevne label.
Han vender flaskens indhold et par gange og fremviser den på ny. Resultatet er kulsort, uklart vand.
- Det er det her, vi har at gøre med, konstaterer han med et bedrøvet udtryk.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Ned i det sorte hul
Vandprøven tog Jan Henningsen med sit hjemmelavede måleudstyr i Køge Bugt i et af flere områder, hvor mange års råstofindvinding via sandsugning har efterladt et kraterformet hul i havbunden.
Jan og dykkervennerne kalder stedet for akvariet, men sandheden er ifølge dem, at der ikke er skyggen af liv i hullet.
Til gengæld er der mørkt og ulækkert, fandt han ud af, da han ved selvsyn som den første i sjakket udforskede stedet tidligere i år.
- Det er noget af det værste, jeg har set med egne øjne. Jeg dykkede ned, og pludselig blev der helt mørkt. Jeg tænkte: ”hold kæft mand, det må være mig, der er ved at tabe bevidstheden langsomt”. Men det var det desværre ikke, siger han.
Jan Henningsen beskriver et dunkelt inferno af svovlbrintebobler og mørke. En lomme af havet, hvor industriens fodsål har efterladt et livløst aftryk.
- Jeg var i chok. Jeg har aldrig set noget lignende, og det var virkelig skræmmende. Jeg har ikke været i helvede, men det her er godt bud på, hvordan sådan noget kunne se ud, siger Jan Henningsen.
Den 74-årige hobbyhavbiologs beskrivelser er måske lidt mere ekstravagante end det, man kan læse sig til på Miljøministeriets hjemmeside. Men heller ikke her benægtes hverken de kegleformede huller, og at sandsugning har en indvirkning på havbunden.
(Artiklen fortsætter efter videoen.)
Miljø fylder for lidt i valgkampen
Jan Henningsen er iført en gul t-shirt med motivet af en spækhugger. Miljøaktivist er han blevet kaldt flere gange, blandt andet i en artikel i Politiken. Selv foretrækker han dokumentarist.
Han er medlem af og støtter miljøorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Noah – en overgang var han også medlem af Greenpeace – og han har flere gange blandet sig i debatten om havmiljøet i både Køge Bugt og Øresund.
Og så insisterer han på at blive ved med at dokumentere industriens aftryk på havmiljøet med sit hjemmelavede udstyr. Flere af Jans videooptagelser er blevet bragt i flere landsdækkende medier.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Men han er også en bekymret vælger, der om få uger skal sætte sit kryds ved folketingsvalget efter en valgkamp, der ifølge Jan Henningsen slet ikke har drejet sig tilstrækkeligt om miljødilemmaet i de danske farvande.
Derfor var han ikke i tvivl, da han udfyldte TV 2 Lorrys ’Spørg Os’-formular med sit spørgsmål til politikerne.
- Vi bruger havet som losseplads og ødelæggende råstof indvinding, der slår alt liv på havbunden ihjel. Hvad vil dit parti gøre for at stoppe miljøødelæggelserne i Danmark?, skrev han og trykkede send.
Livet i Køge Bugt har det ikke godt. Og det er primært grundet de store sandindvindinger
En syg patient under overfladen
Jan Henningsen står ikke alene med sine bekymringer for Køge Bugts ve og vel.
Som mange andre kystnære havområder i Danmark lever Køge Bugt ikke op til EU’s krav om god økologisk tilstand. Det skyldes en kombination af flere faktorer, blandt andet spildevand fra byer, kvælstof fra landbruget, menneskeskabte klimaforandringer – og især råstofindvinding.
For havbunden under Køge Bugts overflade rummer et dilemma for hovedstadsområdet. På den ene side står hensynet til havmiljøet, og på den anden side står hensynet til den fortsatte byudvikling i vores landsdel.
Jorden på Sjælland er fattig på råstoffer, og udgravningerne på land er stort set udtømt. Københavnsområdets mange store bygge- og anlægsprojekter skal bruge sand, hvorfor flertal i Folketinget ad flere omgange har givet tilladelse til, at skibe kan suge sand op fra havbunden i Køge Bugt.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Ifølge havbiolog Jens Peder Jeppesen fra Øresundsakvariet har disse tilladelser haft store konsekvenser.
- Livet i Køge Bugt har det ikke godt. Og det er primært grundet de store sandindvindinger, der foregår og har foregået i rigtig mange år, har han tidligere forklaret til TV 2 Lorry.
Sandsugning er nemlig ifølge havbiologen ikke kun problematisk for det marine liv i området, hvor der suges. For når der suges ét sted, så støver arbejdet på havbunden og breder sig til andre dele af havbunden, forklarer han.
- Så du har altså et område, som er påvirket hele tiden. Det gør det rigtig, rigtig svært for fiskene, og de bunddyr, der skal komme tilbage at få fodfæste. De får aldrig fred til at etablere sig på havbunden, selv ikke et godt stykke væk fra sandsugningsområderne, siger Jens Peder Jeppesen.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Sådan foregår sandsugning på havet:
Sandsugning er en form for råstofindvindning, hvor lange rør fra skibe suger sand, grus og ral op fra havbunden med et eller to rør. Herefter sorteres vandet fra, og materialer som sand og ral kan også sorteres fra hinanden ved sugningen.
Der findes to forskellige metoder til sandsugning: stiksugning og slæbesugning.
Ved stiksugning ligger skibet stille og suger med et fremadrettet sugerør. Det skaber de kegleformede huller og fordybninger i havbunden.
Ved slæbesugning sejler skibet langsomt fremad og suger med et bagudrettet sugerør. Denne metode efterlader lange spor i havbunden med en bredde på omkring 1,5 meter og en dybde på op til 40 centimeter.
Det indvundne materiale anvendes især i byggebranchen, hvor det kan bruges fra alt beton til opfyld af landvindinger i havet.
Det er Miljøstyrelsen, der udsteder tilladelserne til entreprenører til at suge sand fra den danske havbund. Det er dog virksomhederne bag sandsugningerne, der selv skal foretage miljøkonsekvensvurderinger. Ofte bliver disse foretaget af et konsulenthus, hvorefter Miljøstyrelsen give endelig tilladelse.
Det er anerkendt af Miljøstyrelsen, at sandsugning har indvirkning på havbunden, og eksperter har påpeget, at praksissen har en ødelæggende effekt.
Kilde: Miljøstyrelsen
Lægger op til mere sandsugning
I Køge Bugt har NCC Industry tilladelse til at indvinde råstoffer. Entreprenørvirksomheden lægger ikke skjul på, at sandsugningen kommer med en miljømæssig omkostning.
- Der, hvor vi suger sandet, fanger man nok færre fisk, men i udenomsområderne ved jeg ikke, om man fanger færre fisk eller ej, udtalte Søren Evald Jensen, områdechef i NCC Industry, til TV 2 Lorrys søndagsmagasin om Køge Bugt for nylig.
Hvad tænker du om, at man simpelthen anser det sted, hvor I har været i gang, som dødt, som færdigt, som tabt havbund?
- Det er jo det, der er prioriteringen. Når man afvejer imellem miljø og behov for byggeaktiviteter, så er der nødvendigvis noget, der går tabt.
Sikkert er det dog, at i fiskeriet som helhed i området er gået tilbage. I 2010 blev der ifølge Weekendavisen fanget 4,7 millioner kilo fisk i et område af Østersøen, der domineres af Køge Bugt og inkluderer havet mellem Nordsjælland og Sverige. I 2020 var fangsten under 400.000 kilo.
I Øresund er der gennem mange år også flittigt blevet sandsuget, men i 2018 blev der indført forbud mod råstofindvinding i det farvand. Skaden er dog sket, påpeger Jens Peder Jeppesen.
- I det nordlige Øresund har vi eksempler på sandsugningshuller, som er 50-70-80 år gamle, som stadigvæk er fuldstændig døde, siger havbiologen.
(Se Søndagsmagasinet 'Køge Bugt - liv eller losseplads?' i videoen herunder. Artiklen fortsætter efter videoen.)
Siden er Øresund blevet udpeget som kommende marin naturnationalpark, hvilket betyder, at naturen så vidt muligt får lov at udvikle sig på egne præmisser og altså et farvel til industrielle aktiviteter, der kan skade havet.
Men i Køge Bugt lægges der fortsat op til sandsugning. En havplan for Køge Bugt, som var til forhandling, inden folketingsvalgkampen tog over, lægger op til, at områderne for sandsugning de kommende ti år udvides yderligere.
Der er dog også dem, der mener, at Køge Bugt skal inddæmmes i Øresunds marine naturnationalpark, hvilket i så fald ville betyde et stop for sandsugning. Afgrænsningen for den kommende naturnationalpark i Øresund er nemlig endnu ikke endeligt fastlagt.
Især borgmestre langs Køge Bugt-kommunerne har plæderet for, at naturnationalparken strækker sig hele vejen til Stevns Klint.
- Jeg bliver sgu så ked af det
Tilbage i Jan Henningsens kælder har den pensionerede ingeniør fisket yderligere to måleinstrumenter frem.
Han holder et hjemmelavet apparat i hver hånd. Det ene muliggør 360 graders videooptagelser af havbunden. Det andet er et trykkammer, der via et kontrolpanel ombord på båden kan opsamle vandprøver.
Man forstår, hvorfor han i dykker- og miljøkredse slet og ret går under navnet Gearløs.
Begge instrumenter har været brugt flittigt på det seneste. Jan Henningsen er ivrig fotograf, og med droner og undervandskameraer sammenklipper han med jævne mellemrum sine optagelser i videoer, der viser ødelæggelserne.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Store dele af Jan Henningsens vågne timer går med havmiljøprojekterne. Men hvorfor?
- Fordi udviklingen er katastrofe, som ingen ser og ingen kan overskue, forklarer han.
Han savner fokus på problematikken i valgkampen, der ifølge ham har handlet for meget om personsager og for lidt om konkrete løsninger på klima- og miljøområdet.
Til at starte med kunne man stoppe for sandsugning og gøre Køge Bugt til en del af Øresund-naturnationalparken, mener han.
Jan Henningsen begyndte først for alvor at dykke i 1980’erne, men interessen for havmiljø har sådan set være der hele tiden, siden han som helt ung knægt tilbragte mange sommerdage på en hjemmelavet tømmerflåde i Køge Bugt.
Dengang kunne man se bunden på seks meters dybde, erindrer han.
- I dag kan man ikke engang se sine fødder, når man står i vand til navlen.
Jan Henningsen er dykker. Han er ingeniør. Han er miljøforkæmper. Han er bedstefar. Han er bekymret.
- Havmiljøet er under afvikling. Jeg bliver sgu så ked af det, når jeg tænker over det.