Drabssigtet lod sig afhøre tre gange uden forsvarer

Han var "målløs" og anede intet om drabet på Hanne With, sagde drabssigtet og afviste nogensinde at have været hos en prostitueret.

De ansatte på et slagteri i Nordjylland anede ikke, at de var vidner til Danmarkshistorie, da politiet tirsdag formiddag klokken 10.15 anholdt en af deres kolleger på arbejdspladsen.

Politiet havde med gamle dna-spor og nye efterforskningsmetoder fundet frem til en mand, efterforskerne mente kunne være gerningsmanden bag et 34 år gammelt uopklaret drab, hvor en ung kvinde blev stukket, kvalt og dræbt i sin lejlighed i København.

Inde på slagteriet blev den 53-årige slagteriarbejder præsenteret for en sigtelse, der lød på, at han skulle have dræbt 23-årige Hanne With i København i de tidlige morgentimer nytårsnat i 1990, og han blev vejledt om, at han havde ret til en forsvarer, ret til ikke at udtale sig – og at det ville blive lydoptaget, hvis han alligevel valgte at sige noget.

Han afviste at have brug for en forsvarer. Og han ville gerne svare på spørgsmål.

Nægter sig skyldig

Den 53-årige forklarede, at han var uskyldig, og at han var meget overrasket over anholdelsen. Han kunne ikke forstå, at politiet kom og sagde sådan noget.

- Det lød helt i hampen. Det kunne han ikke forholde sig til. Det kom som et chok, sagde den sigtede ifølge specialanklager Søren Harbo, der læste op fra forklaringen under et grundlovsforhør i dommervagten i København dagen efter anholdelsen.

En sigtet skal umiddelbart efter anholdelsen oplyses om, at han ikke behøver at udtale sig – men gør han det alligevel, kan det som udgangspunkt anvendes i retten.

Forsvarer advarer om at "famle i blinde"

Den sigtedes beskikkede forsvarer, Søren Bech, har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til den konkrete sag.

Men helt generelt mener han, at en sigtet ikke bør udtale sig til politiet, før vedkommende har talt med en forsvarer.

- Hvis man sidder i den situation og ikke har en forsvarer, så aner man ikke, hvilket materiale politiet har, siger Søren Bech.

Er der en forsvarer til stede, vil forsvareren derimod bede om at se, hvad politiet ligger inde med, inden klienten udtaler sig.

- Klienten risikerer at famle rundt i blinde, hvis han er alene, siger Søren Bech.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Kriminel fortid

Den nu drabssigtede mand mente imidlertid ikke, at han havde brug for en advokat.

Han forklarede til en efterforsker fra Københavns Politi, der var taget til Nordjylland for at deltage ved anholdelsen, at han havde været kriminel i sine unge dage. Men det havde han længe været ude af.

Han havde boet det meste af sit liv omkring Ebeltoft, Grenaa og Randers, men han gjorde tjeneste i Søværnet, da 1989 blev til 1990.

Og jo, han havde været i København netop dén nytårsnat, da Hanne With blev dræbt på Nørrebro.

Tom for ord

I forhold til selve sigtelsen var den 53-årige tom for ord, som han sagde.

- Afhørte var målløs, læste anklager Søren Harbo op fra afhøringen dagen efter.

Han kunne slet ikke forstå, hvad politiet ville ham.

Den anholdte 53-årige slagteriarbejder skulle kort efter anholdelsen køres fra slagteriet til København, og han lovede, at han ville tale videre med efterforskeren, når de kom ud i bilen.

Men inden den 53-årige kørte med politiet fra slagteriet, blev der taget et såkaldt mundskrab.

En dna-prøve, som i al hast skulle analyseres og sammenlignes med dna-materiale, politiets teknikere havde sikret fra det, de mener er Hanne Withs bukser.

Fundet dræbt på gulvet

Hanne With blev et par timer inde i 1990 fundet blodig og afklædt på stuegulvet i den lejlighed, hun delte med sin kæreste. Ved hende lå et par cowboybukser og flere trøjer – ligesom et par blodige herreunderbukser er nævnt i gerningsstedsundersøgelsen.

Der var blodspor på skuffer, som kunne tyde på, at en gerningsmand med blodige hænder havde ledt efter noget efter drabet. Men dengang var dna i sporsikring ikke noget, man havde erfaring med i Danmark, og potentielt vigtige beviser findes ikke længere.

Det står ikke klart, om underbukserne er gemt, men fire hundredekronesedler, som politiet fandt skjult bag en gasmåler, er ikke længere blandt de opbevarede beviser.

De blev undersøgt for fingeraftryk, men der var ikke nogen brugbare, og derfor blev pengene overført til skifteretten, så de kunne indgå i boet efter Hanne With.

Hvorfor sedlerne ikke længere findes, kom ikke frem under retsmødet onsdag, men Københavns Politi har senere oplyst detaljerne til TV 2.

Gennem årene har en af politiets teorier været, at gerningsmanden efter drabet kunne have ledt efter de 400 kroner, som han havde betalt for aftalen med Hanne With.

Blodige spor i buksernes fire lommer understøtter teorien, mente anklager Søren Harbo under grundlovsforhøret i Københavns Byret.

Andet forhør var i bilen

Ude i bilen tirsdag formiddag blev den 53-årige slagteriarbejder for anden gang vejledt om sine rettigheder, men han mente stadig, at han ikke havde brug for en forsvarer.

Og afhøringen fortsatte.

På lydoptagelsen kan man høre støj fra bilen, forklarede anklageren under grundlovsforhøret. Men ordene er til at forstå.

Den sigtede forklarede, at han aftjente sin værnepligt i Søværnet. Han havde meldt sig frivilligt, efter at han i første omgang havde trukket frinummer. Han gjorde tjeneste på fregatten Olfert Fischer. De var 90 værnepligtige.

Han forklarede, at han den nytårsaften havde opvasketjansen, men da han var færdig, fik han lov at tage i byen. Han tog på værtshuset Lades Kælder sammen med en kammerat fra skibet. Men på et tidspunkt var de kommet væk fra hinanden.

Var aldrig i en lejlighed

Han var fuld og gik hele turen tilbage til Holmen, hvor skibet lå.

Han havde aldrig været på Fensmarkgade på Nørrebro, hvor Hanne With blev dræbt i sin lejlighed. Faktisk havde han ikke på noget tidspunkt i de ni måneder, han var i Søværnet, besøgt nogen private hjem i København, forklarede han.

Han havde ikke boet i København på andre tidspunkter, og han kendte ikke byen særlig godt.

Han kendte til Istedgade, hvor han fik lavet en tatovering engang.

Men han var ikke bekendt med, at der var prostituerede omkring Skelbækgade, forklarede han til politimanden, der optog deres samtale i bilen.

quote En taxachauffør samlede to personer op, og signelamentet stemmer overens med Hanne Withs signalement og dit signalement

Dommer, Københavns Byret 2024

Det kan vise sig som en relevant detalje, for få dage efter drabet i 1990 fortalte en taxachauffør til politiet, at han nytårsnat havde samlet en ung mand op nær Lades Kælder og kørt ham til Skelbækgade, fordi manden ville have kontakt med en prostitueret.

Det var på samme tidspunkt, hvor Hanne With havde forladt sin kæreste på Københavns Hovedbanegård få hundrede meter væk for at trække og lave nogle penge.

Derefter kørte chaufføren dem ifølge politiets teori til Nørrebro og satte dem af nær drabsstedet på Fensmarkgade.

Chaufføren hørte, at de aftalte en pris på 400 kroner.

- En taxachauffør samlede to personer op, og signalementet stemmer overens med Hanne Withs signalement og dit signalement, sagde dommeren til den 53-årige i Københavns Byret onsdag.

En hasteprøve til næsten 100.000 kroner

Når politiet undersøger dna-spor, tager det almindeligvis både dage og uger at få prøverne gennem systemet. Men allerede omkring syv en halv time efter at den 53-årige slagterimedarbejder havde fået taget et mundskrab på slagteriet i Nordjylland, kom resultatet.

En hasteprøve koster næsten 100.000 kroner, men det var vigtigt at få resultatet, inden den anholdte skulle fremstilles i grundlovsforhør senest 24 timer efter anholdelsen.

Politiet havde bedt om et hurtigt svar, og det fik man.

Stærkest muligt dna-bevis

Ifølge Retsmedicinsk Institut var der fundet dna, som med den størst mulige sandsynlighed stammede fra den 53-årige, fem steder i og omkring lommerne i den dræbte Hanne Withs cowboybukser.

Desuden var der dna med et mindre sammenfald på et blodigt antennekabel, som lå hen over stuegulvet nær den dræbte.

Den drabssigtede blev endnu en gang vejledt om sine rettigheder, og for tredje gang talte han om nytårsnat 1990. Uden at bede om en forsvarer.

Han afviste, at dna-materialet kunne stamme fra ham.

Og han havde han i øvrigt aldrig nogensinde været sammen med en prostitueret.

Mødte klient lige før grundlovsforhør

Da grundlovsforhøret begyndte i Københavns Byret onsdag morgen lidt efter klokken 09.30, mødte forsvarer Søren Bech den 53-årige slagteriarbejder.

Kort efter at sigtelsen var læst op, bad han dommeren om noget tid, så han for første gang kunne tale med sin klient om sagen.

Den drabssigtede slagteriarbejder blev ført ud, og retsmødet blev afbrudt i en halv time, mens de talte sammen.

Tilbage i retten oplyste Søren Bech, at hans klient gerne ville lade sig afhøre.

En sigtet har ret til ikke at udtale sig – også under grundlovsforhøret. Men havde han valgt at holde på den ret, kunne anklageren have læst alle forklaringerne fra dagen før op i deres fulde længde.

Fængslet på særlig bestyrket mistanke

Efter et næsten 6 timer langt grundlovsforhør blev den sigtede 53-årige slagteriarbejder varetægtsfængslet i 27 dage frem til 5. marts.

Retten fandt, at der er særlig bestyrket mistanke om, at han kan være skyldig i den rejste sigtelse.

Under retsmødet stillede forsvarer Søren Bech tvivlende spørgsmål til, hvorfor politiet ikke var i besiddelse af eller havde taget dna-prøver på de 400 kroner, der dengang blev fundet i lejligheden, ligesom der ikke fremgik noget om undersøgelser af de blodige herreunderbukser.

Kunne de ikke stamme fra en helt anden person – en helt anden gerningsmand?

Desuden manglede han oplysninger om, hvorvidt de 34 år gamle bukser, som måske tilhørte Hanne With, havde været opbevaret forsvarligt.

Sigtelsen for drab

Sigtelsen mod den 34-årige lyder på, at han er:

... sigtet for manddrab efter straffelovens paragraf 237 ved 1. januar 1990 fra cirka klokken 01.15 til cirka klokken 02.10 i lejligheden i Fensmarkgade 39 2. sal at have dræbt Hanne With, idet han udsatte hende for slag og spark, stak og snittede hende talrige gange med en skruetrækker og en kniv, hvorved hun blandt andet fik en 14 centimeter lang snitlæsion på forsiden af halsen, ligesom han kvalte hende, alt hvorved With afgik ved døden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik